Hollandske socialister på nettet

Ved forrige uges parlamentsvalg i Holland blev socialistpartiet SP det tredjestørste parti i parlamentet. Med 26 pladser var det dog ikke nok til — sammen med Arbejderparties 33 — at danne regering.

En af årsagerne til fremgangen for SP skal nok findes i deres internetstrategi:
I følge Werner Vogels har partiets formand Jan Marijnissen blogget i flere år, og partiet har i valgkampen blandt andet benyttet sig af podcasts og video, ligesom man har brugt diverse værktøjer til at koordinere indsatsen blandt græsrødderne.

Hvor stor en rolle det har spillet i forhold til valgresultatet er der tvivl om, men der er ingen tvivl om, at brugen af internet- og webteknologi kan gøre, at partier når “segmenter” man ellers ikke ville kunne nå. Under alle omstændigheder kan man med en forholdsvis begrænset — men velovervejet og koordineret — indsats gøre en forskel.

Der var også en anden interessant specialitet på nettet i forbindelse med valget: StemWijzer, eller på engelsk VoteMatch. Det er en webbaseret stemmeguide, som ved hjælp af borgernes svar på en række spørgsmål formuleret af de politiske partier, kan fortælle hvilket parti man bør stemme på. Tilsyneladende er guiden ganske populær, men der er problemer med neutraliteten i spørgsmålene, og der er heller ingen sammenhæng mellem resultater og faktisk stemmeregistrering.

Måske man burde tage initiativ til en tilsvarende guide herhjemme i forbindelse med det kommende valg?

Skriv en kommentar til dette indlæg: